Oversigt

 Få overblikket

dknyt

Følg nyhederne

Kommunen

Læs baggrunden

Agora

Deltag i debatten

dk-portalerne

Vælg fagområde

Hele debatten            Du skal være logget ind for at kunne deltage i debatten
Indlægget er en kommentar til:
Socialrådgivere vil skære i kontanthjælp

Vi får ingen i uddannelse eller arbejde ved at sulte dem
  Serdal Benli 20/04/12 11.04
 

Så raser debatten om de unge på kontanthjælp igen. De unge skal piskes, og deres kontanthjælp halveres, fordi det eftersigende skulle være medicinen til at få dem i arbejde. Denne sang er velkendt og er i flere år blevet sunget af særligt den tidligere borgerlige regering, der senest rejste en lignende debat tilbage i 2007. Senest foreslog partiet Venstre i februar i år, at ledige mellem 25 og 30 år skal have markant lavere kontanthjælp og dagpenge.

Forskellen på debatten dengang og nu er, at forslaget om lavere kontanthjælp til de unge nu kommer fra en centrum-venstre regering med formanden for Socialrådgiverformanden Bettina Post som foregangskvinde. Og det er bekymrende. Særligt når man tænker hvad Bettina Post sagde som gæst i 'Krause på tværs' for to måneder siden i forbindelse med den ophedede og usmagelige fattigdomsdebat, der raserede.

Hun udtalte, at 'det er de færreste almindelige danskere, som kender dem, der er meget lang tid på kontanthjælp, og forstår, hvad det er for en virkelighed, de lever i. Forstår hvad det er for nogle årsager, der er til, at de hænger fast i kontanthjælpen. Det er mennesker, der er så svært belastede af problemer, at det ikke er til at begribe for os andre, sagde hun og fortsatte: "Det er også derfor, at den fattigdomsdebat bliver så usmagelig, fordi masser af mennesker, som formelt sidder på den grønne gren, har utroligt mange meninger om, hvordan de fattige tænker og hvilke motiver, der styrer mennesker, som de aldrig har mødt, aldrig har talt med og aldrig har boet ved siden af.'

I forlængelse af det kan det også nævnes, at Bettina Post i 2007, som daværende næstformand for Socialrådgiverforeningen sagde følgende, om hvorvidt unge kunne piskes i arbejde:

'Man tror, at man får folk i arbejde med pisk - men det passer ikke på alle ledige. Der er en meget stor gruppe, der simpelthen ikke besidder de kvalifikationer, der efterspørges. Der skal investeres i de folk, ellers får vi dem aldrig nogensinde i arbejde.'

I det lys står jeg meget uforstående overfor og er meget bekymret for Bettina Posts udmeldinger i en tid, hvor arbejdsløsheden fortsat raser, og jobbene ikke hænger på træerne.

Endnu mere bekymrende er det, at regeringen taler Bettina Post efter munden. Det er uheldigt. For midlet om at halvere den økonomiske ydelse til de unge betyder, at piskeslagene imidlertid falder på de forkerte rygge, da intet tyder på, at flere kommer i arbejde ved at blive presset økonomisk. Det viser ihvertfald tidligere erfaringer og understøttes af danske forskere.

Fx har analytisk konsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jens Asp analyseret effekten af, at den forrige regering i 1996 indførte et tilsvarende initiativ, hvor man halverede kontanthjælp og dagpenge for unge mellem 20 og 24 år. Til Information udtaler han, at der ikke kan udledes en sammenhæng mellem faldet i arbejdsløsheden blandt de unge i den nævnte målgruppe, og det at man presser de ledige på pengepungen.

Ifølge Asp var ledighedskurven for unge mellem 20 og 24 år i 1996 allerede nedadgående, inden den daværende regering vedtog at halvere ydelsen til de unge. Videre siger han, at faldet derfor mere sandsynligt kan forklares med, at vi dengang, som i dag, befandt os i en periode med højkonjunktur.

Denne pointe understøttes af professor ved samfundsvidenskab på RUC, Bent Greve, der mener, at det er en fejlagtig argumentation at påstå, at økonomisk pres overordnet set skulle have nogen effekt.

'"Når man sammenligner nedgangen i ledighed for den gruppe af 20-24 årige, der har fået frataget halvdelen af deres ydelser og så den aktuelle gruppe på 25-29 årige, der nu er i søgelyset, så er nedgangen i ledighed siden 1996 fuldstændig ens.'

Derfor er Bettina Posts udtalelser om at skære ned på kontanthjælpen og piske de unge til uddannelse uheldige og noget populistisk sludder, der måske mere skal bruges til et legitimere andre dagsordner end at ville hjælpe de unge ind på arbejdsmarkedet. Jeg siger det meget klart og også med udgangspunkt i mine erfaringer, som beskæftigelsesudvalgsformand i den kommunale virkelighed: Vi får ingen i uddannelse eller arbejde ved at sulte dem. Jeg mindes, at dette heller ikke virkede med starthjælp, kontanthjælpsloft, 350 timers reglen osv. tidligere. Det er en ommer Bettina Post! I stedet for at de unge skal klø sig i røven skulle du måske klø dig selv i hovedet og tænke dig om!

Nej tak til pisk og ja tak til flere jobs!


Udvalgsformand i Gladsaxe, Serdal Benli (SF)

 

Du skal være logget ind for at kunne deltage i debatten

Før var det forfærdeligt og nu helt i orden
  Søren Revsbæk 19/04/12 11.44